top of page

De 7 Udviklingsperioder

'

Vores udvikling forløber gennem 7 store udviklingsperioder,

der hver repræsenterer et specifikt aspekt af livet.

Hver periode er knyttet til sin helt egen livsoplevelse.

 

Udviklingen af bevidstheden og overbevidstheden sker igennem specifikke udviklingsperioder. I dette kapitel vil jeg fokusere på at beskrive disse udviklingsperioder, og derefter vil jeg komme ind på de 2 evolutionsprocesser, og hvordan de 2 evolutioner arbejder sammen om at sikre at vi kontinuerligt udvikler os. Jeg vil gennem det meste af bogen fokusere mest på de udviklingsperioder som er mest relevante for dig, men vil i dette afsnit også kort beskrive de andre.

 

1. Den fysiske periode, Rod perioden – den fysiske manifestation

I Rod perioden lærer vi at identificere os med vores fysiske legeme. Fokus er på udviklingen af det legeme der jo muliggør, at vi overhovedet kan manifestere os på det fysiske plan. Dette legeme er naturligvis ekstremt primitivt sammenlignet med det legeme vi nu besidder. Denne periode er således en øvelse i at være i, og manifestere os på, det fysiske plan. I takt med at legemet udvikler sig, bliver vi bedre til at være til stede på det fysiske plan, og til at interagere med dette plan.

 

Det er også en periode hvor vi stifter bekendtskab med det overlevelsesinstinkt, der sikrer at vi bliver i den fysiske verden, en verden der jo er en hel del ’tungere’ end den verden vi kom fra.

 

Et andet instinkt, der i denne periode også er med til at sikre den fysiske eksistens, er ’forældreinstinktet’. I løbet af perioden udvikles dette instinkt, og det tilpasser sig hele tiden efter vores udviklingsniveau. Det manifesterer sig blandt andet i en beskyttertrang overfor et afkom.

 

Vi lærer altså i denne periode at beherske det fysiske element, og udvikler en vilje til at være i dette element. Langsomt bliver vi klar til at interagere fysisk med andre væsener.

 

2. Perioderne for psyke og ånd – og jagten på meningen med livet

Her er der tale om 3 perioder, som varetager denne del af vores udvikling. Det er Pre-ego, Ego og Hjerte perioderne. I Pre-ego, og i særdeleshed i Ego perioden, udvikles egoet. I Hjerte perioden udvikles kontakten til menneskeheden, samt højere livsdimensioner.

Man kan sige, at overordnet set handler Pre-ego perioden om at skabe en bevidsthed ud over instinkterne, og om at gøre individet klar til individualiseringsprocessen i Ego perioden. Dernæst vil vi i de efterfølgende 2 perioder starte vores søgen efter meningen med livet, dit eget liv (i Ego perioden) og livet ud over dig selv (i Hjerte perioden).

 

​​​

​

​

​

​

​

​

​​

​

​

​

​

​

​​​​Figur 3. De forskellige Udviklingsperioder.

Hver af udviklingsperioderne repræsenterer et aspekt af livet. Kort sagt kan man sige, at udviklingen af legemet og den primitive psyke sker i Rod og Pre-ego perioden. Udviklingen af psyken og den højere bevidsthed sker i Ego/Hjerte perioderne. Endelig er der perioderne efter Hjerte perioden, hvor man opnår bevidstheds tilstande, som er nærmest umulige at sætte sig ind i for det normale menneske. Det er tilstande som ’kosmisk eller universel bevidsthed’ og endelig en tilstand, som er bevidstheden om ’det unævnelige’, nemlig Kilden selv.

 

​

Du skal se, at for egoet er ’meningen med livet’ at blive bekræftet, samt og at komme til at tro på at det er til og er en del af verden, mens livsmeningen for hjertet har fokus på helheden, og på at mærke at man bidrager til denne helhed.

  

Pre-ego perioden

I Pre-ego perioden kommer der fokus på gruppelivets ’bevidsthed’ (hvilket sammenlignet med den bevidsthed vi lige nu oplever, snarere bør betragtes som en ’ubevidsthed’). Der er fokus på at lære at blive en del af en gruppe, og på at identificere sig med denne gruppe.

 

Legemet vedbliver med at udvikle sig, og vores evne til at manifestere os på det fysiske plan udvikles ligeledes, men mere og mere kommer der fokus på at interagere med andre fysiske væsener, og vi oplever at vores identitet ikke udelukkende er vores fysiske legeme.

Denne ’afstand’ mellem bevidsthed og vores fysiske legeme, øger vores bevidsthed om dette legeme. Senere skal vi opleve noget lignende når vi f.eks. opdager at vi ikke er identisk med vores ego.

 

På denne måde er vi altid først et med den livsoplevelse, som knytter sig til en udviklingsperiode, for dernæst at fjerne os tilpas meget fra den til at vi oplever, at vi er mere end denne livsoplevelse – at der er mere til livet end det som den formidler til os, og at der er mere til os selv.

 

Denne afstand mellem ’os’ og vores dominerende livsoplevelse, er noget som tager til i alle perioderne tager, og som særlig tager fart i anden halvdel af en udviklingsperiode.

 

I Pre-ego perioden får vi altså en oplevelse som overvejende gælder gruppen, men vi får også i den sidste del af denne periode de første spæde oplevelser af vores individualitet. Følelseslivet er under udvikling, men vil den vil højst komme til at bestå af en primitiv form for glæde samt sorg/smerte. Pre-ego perioden handler altså om at udvikle disse ’primitive’ følelser, samt om at kunne være et med en gruppe.

 

Denne forbindelse med gruppen ændrer sig i næste periode, hvor vi kommer til at afskære os gruppen (for at udvikle individualiteten). I Hjerte perioden vil vi dog atter blive forenet med gruppen, men nu på en bevidst måde, snarere end den ’ubevidste’ måde der kendetegner Pre-ego perioden.

 

Gruppe identifikationen i Pre-ego perioden starter med at forankre os mentalt i livet (ligesom Rod perioden forankrede os fysisk), og gør os således klar til at vi begynder at stille spørgsmålet – hvem er jeg egentlig selv, og hvad skal jeg her i denne fysiske verden?

 

Dette spørgsmål er helt centralt i de to næste perioder, som under et kunne kaldes perioderne der fokuserer på ”meningen med livet”, og meningen med din rolle i livet.

 

Ego perioden – ”Hvem er jeg, og er jeg til?”

Når vi træder ind i Ego perioden er vi forankrede i livet og klar til at søge svaret på spørgsmålet om hvem vi selv er og hvorfor vi overhovedet er til. Vi besidder en vis form for gruppe ’bevidsthed’ (som er forskellig fra den bevidsthed, som du har nu), men vi er ikke bevidste om hvem vi selv er i denne gruppe. Egoet er kun svagt udviklet, men forudsætningerne er til stede for at denne udvikling kan starte. Og behovet er ligeledes til stede.

Ego perioden handler om udviklingen af en stærk individualitet, og om oplevelsen af hvem du er, altså din identitet. Når du træder ind i denne periode, er du endnu ikke udsat for komplekser, fortrængninger, traumer, osv. I hvert tilfælde ikke som vi kender dem i dag, og en af grundene er, at komplekser og traumer kræver en særlig psykisk struktur for at kunne skabes, og denne struktur er endnu ikke en del af dig. F.eks. har du ikke den underbevidsthed og den bevidsthed, som du har i dag. Det vil du dog udvikle i Ego perioden.

 

Når du starter på denne periode i din udvikling, vil du trække dig tilbage fra gruppen, og langsomt holde op med at identificere dig med den. Dette er nødvendigt hvis du skal identificere dig med dig selv. Man kan sige, at der bliver skabt en bevidsthedsgrænse mellem dig selv og gruppen/andre mennesker.

 

Inden i dig selv bliver der også trukket en grænse. Det er en grænse til en bestemt del af din person/psyke, og denne vil efterhånden vil blive til din underbevidsthed. På denne måde skabes den personlighedsstruktur, som skal ligge til grund for din livsoplevelse i Ego perioden. Derved skabes også et interessant forhold til omgivelserne, idet de omgivelser som du har afskåret dig fra, blandt andet kommer til at tjene som modtager af projektioner fra det, som du har afskåret dig fra inde i dig selv.

Derved kommer omgivelserne til at hjælpe dig med at bevidstgøre denne underbevidste fortrængte del af dig selv – særlig i sidste del af Ego perioden. Dette kommer jeg ind på i part-2 af bogen. Omgivelserne spiller også en vigtig rolle i at udvikle bevidstheden, idet denne i starten skabes ud af at blive set af omgivelserne.

 

Via dette lærer bevidstheden efterhånden at få øje på sig selv.

 

I den første halvdel af Ego perioden vil du i takt med egoets skabelse identificere dig med dette ego, og altså med det som du via Ego livsoplevelsen oplever er dig. Du er din ego identitet, eller populært sagt dit ego (den identitet, som skabes via den livsoplevelse jeg kalder Ego livsoplevelsen, kaldes jo i populær tale ’egoet’. Dette er stort set hvad du oplever i din interaktion med livet/dig selv.

 

Du er ’ubevidst et’ med dit ego, forstået på den måde, at du bevidsthedsmæssigt ikke evner at differentiere din oplevelse af dig selv og livet fra dit ego – og sådan skal det være! Sådan er det mere eller mindre stadig for de fleste mennesker (selvom mange forveksler det at være bevidst om ideen om et ego, med at være bevidst om egoet selv). Når denne identifikation eksisterer, får dette ego lov at definere din oplevelse af livet, og det er lige som det skal være.

 

Ego perioden er også en periode, hvor du på et dybere plan higer efter beviser for at ’du er til’, og efter svar på hvad meningen med dit liv er. Særlig i den første halvdel af Ego perioden søger du svaret gennem bekræftelser af dit ego (fra omverdenen), og på denne måde udvikler og styrker du til stadighed dit ego, men også din evne til at håndtere din voksende underbevidsthed. I den sidste halvdel af Ego perioden starter Hjerte energierne dog at optræde mere intenst i dit bevidsthedsliv. Du kan se dette i figur 4, der viser den dobbelte evolution, som jeg kommer tilbage til den i næste kapitel. Dette har store konsekvenser, og blandt andet begynder du at få oplevelser af, at der er en anden måde at opleve livet på, en som ikke adskiller dig fra fællesskabet, men i stedet bringer dig tæt på det.

Jeg fortæller meget mere om egoet senere i part-2 af bogen. Der skal du se at egoet jo ikke er en ’ting’ i dig, som er separat fra dig, og som oplever tingene anderledes end dig. Du er dit ego, og snarere end at være en separat oplevende del af dig, så skal du altså betragte egoet som en identitet, der opstår inden i dig når din grundholdning til verden er en dualistisk holdning, som den jo er i Ego perioden. Jeg vil ikke sige mere om det nu, men nu ved du, at det billede af egoet som mange har, hvor det får skylden for deres problemer, og hvor det er noget man skal forsøge at fjerne sig fra, ikke er korrekt. 

 

For at kunne skelne dig selv fra omverdenen (hvilket er en forudsætning for at du kan blive selvbevidst) har du været nødt til at trække dig fra den, men det har også har gjort dig mere og mere ensom. Netop det sidste vil (særligt i sidste halvdel af Ego perioden) manifestere sig i et voksende behov om atter at forbinde dig med verden (gruppen). Dette er netop hvad Hjerte perioden handler om, en periode hvor man nu søger svaret på hvad meningen med livet er, i et bevidst fællesskab med verden. Grunden til at du i Hjerte perioden kan indgå i dette bevidste fællesskab, er at du har opnået en individuel bevidsthed i Ego perioden. I Ego perioden bliver du til et selvbevidst væsen med en vilje til at være til i den fysiske verden, og med et dybt behov efter at vide hvorfor du er til i den. Du er nu klar til Hjerte udviklingsperioden.

 

Hjerte perioden - ”hvorfor er jeg til?”

Hvor Ego perioden har fokus på dig og din egen identitet, da står Hjerte perioden for det som i psykologien kaldes for selvet, eller det højere selv, og inden for den esoteriske psykologi er det hjertet som i særlig grad udgør kontakten til det ’spirituelle’. Hjertet udgør et højere aspekt af dit væsen, end det som egoet står for, og det står for en livsoplevelse, som jeg kalder den enhedsorienterede livsoplevelse. Når du træder ind i Hjerte perioden, da er dit legeme udviklet til et niveau, hvor du er rigtig god til at begå dig i den fysiske verden, og strukturerne i psyken er ligeledes udviklet til et niveau der betyder, at du nu er et væsen med en meget stærk grænse mellem bevidstheden og det underbevidste, med et defineret ego i centrum af bevidstheden, og med en rigtig god fornemmelse for hvem du er, og hvem du ikke er. Du har opnået en selvbevidsthed, og er begyndt at mærke et behov efter ikke blot at vide noget om hvem du er (og at du er), men også hvorfor du er.

 

Generelt kan man sige at gennem hjertebevidsthed får du øjnene op for nye højere dimensioner af dig selv og livet – deriblandt de mere ’spirituelle’ dimensioner. Man kan sige at hvor Ego perioden står for en ’ego-psykologi’, der defineres gennem livstemaer (som i Ego perioden minder en del om arketyperne) og dine komplekser/underbevidsthed, da står Hjerte perioden for en ’sjæls-psykologi’ som (foruden også at være associeret til sine egne specifikke livstemaer) defineres gennem en mere direkte kontakt med dit overbevidste, samt en afvikling af det personlige underbevidste og egoet som du kender det.

Dette er således en ’psykologi’ på et højere plan, en psykologi der vil starte en ’psyko-spirituel’ proces, der leder til ny vækst, og til integration af det jeg senere vil kalde Hjerte livsoplevelsen, i bevidstheden.

 

Hvor Ego perioden afføder en ’ego-psykologi’,

da handler Hjerte perioden om en ’hjerte-psykologi’.

Ego-psykologien støtter udviklingen af en ego-bevidsthed

mens hjerte-psykologien udvikler en hjerte-bevidsthed.

 

Hjerte bevidstheden åbner altså op til en verden, der bringer din oplevelse af livet i et ganske andet lys, og blandt andet afslører al den smerte, som du troede på i Ego perioden, som en illusion. Dette kan lade sig gøre fordi du med hjertebevidstheden formår at løfte dig op over egoet – og se bag om den livsoplevelse som egoet står for – og bag se dens begrænsninger. Mere præcist kan man sige at ego smerten er virkelig for ego identiteten, men ikke for hjerte identiteten. I den grad du altså opnår hjerte identiteten, da fremstår det som ego identiteten troede på som en illusion. F.eks. ved du nu at du er god nok, og at du altid har været det, til trods for det som egoet har bildt dig ind.

 

Hjertebevidsthed medfører en dyb tillid til livet, en tillid til at livet vil dig det godt og en tillid til dig selv, uanset hvor du befinder dig, og uanset hvilke prøvelser du er udsat for. Dette er en tillid som egoet ikke kender til. Hjertebevidstheden lader dig indse, at du ikke er et enkeltstående væsen, men derimod et unikt væsen med en stærk forbindelse med andre væsener. Derudover vil hjertebevidstheden åbne op for en kontakt til ikke-fysiske dimensioner, som efterhånden vil blive lige så virkelige for dig som den fysiske dimension.

Den intensiverede kontakt til dit personlige overbevidste er noget som naturligvis vokser hen igennem udviklingsperioden, og som derfor i starten kun forekommer i lille grad. Det er en kontakt, som vil ændre din selvbevidsthed, dit ’syn’ på hvem du er som væsen.

 

Kontakten til hjerteenergierne vil give dig en oplevelse af at du er mere end dit ego, fordi denne kontakt gør dig i stand til at objektivere dit ego. Du bliver i stand til for første gang at blive helt bevidst om dit ego. Du har for første gang vokset dig større end Ego livsoplevelsen. Du oplever nu mere end Ego livsoplevelsens indhold, og du ser nu mere end den verden som Ego livsoplevelsen viser dig. Du ser bag om denne oplevelse. Du ser dens fundament. Du ser ikke bare ’ego-skyggerne på væggen’, men nu også det som fremkalder disse skygger.

 

Denne objektivisering af egoet vil ske i små skridt i løbet af første halvdel af Hjerte perioden, for da at afsluttes midt i Hjerte perioden (hvilket svarer til slutningen af Ego perioden) med et bevidsthedsmæssigt kvantespring (det jeg kalder en ’indvielse’), der indebærer en fuld bevidst kontakt med (og objektivisering af) egoet.

 

Det er altså i Hjerte perioden, at du tager jagten på ’meningen med livet’ til et nyt niveau. Du vil i denne udviklingsperiode finde hjertets mening, en mening der ikke bygger på bekræftelse af din person, men på at være en levende bidragende del af et større fællesskab.

 

Du vil finde en ny mening i livet – i samværet med andre mennesker, i gruppebevidstheden, og i oplevelsen af nye dimensioner af livet. Du vil forstå at du ikke er, og aldrig har været, alene, og at du er en del af en større menneskehed, med hvem du deler formålet med livet.

​

Når du i din udvikling når til Hjerte periodens afslutning vil du være klar til at søge endnu en ny og dybere mening med livet, der nu vil handle om hvordan hele menneskehedens udvikling passer ind i en endnu større sammenhæng – en mening, som formår at kaste lys over formålet med dit, og menneskehedens, eksistens.

​

Når du når til dette punkt er du klar til de ’Guddommelige udviklingsperioder’.

 

3. De Guddommelige perioder

De næste 3 perioder kalder jeg ”De Guddommelige perioder I-III”. De dækker over udviklingsperioder som ligger langt fra hvor vi er nu, og som derfor er svære at sætte sig ind i. De fleste mennesker har såmænd svært nok ved at sætte sig ind i hvordan det er at have hjerte bevidsthed, og må bruge egoets forestillingsevne til at forestille sig hvad hjerte bevidsthed egentlig er, hvilket er som hvis en døv person skal forestille sig hvordan det er at høre en symfoni af Mozart.

 

En sådan forestilling kan kun blive en meget svag afskygning af virkeligheden. Sådan er det med hjertet, og derved i endnu større grad med de Guddommelige perioder. Jeg vil alligevel fortælle dig om min oplevelse af hvad disse udviklingsperioder handler om.

Når du starter denne del af din udvikling, har du en høj grad af hjertebevidsthed og du oplever dig som en del af menneskeheden, og denne oplevelse har fyldt dit liv med en oplevelse af dyb mening – men også med en dyb higen efter mere.

 

Den Guddommelige udviklingsperiode 1 - ”hvorfor er menneskeheden til”.

Når man første gang kommer i kontakt med bevidste Guddommelige energier, da har man allerede længe været under indflydelse af overbevidste Guddommelige energier, som har skabt et dybt og stadig voksende behov for bevidstgørelse af de Guddommelige energier. Man oplever sig selv som et individuelt væsen, med et behov for ikke bare at opleve sig selv i den større sammenhæng som menneskeheden udgør, men nu også med et behov efter at få en oplevelse af hvordan selve menneskeheden passer ind i en endnu større sammenhæng. Man fornemmer at det er i denne oplevelse man skal finde en endnu dybere mening med livet, og en endnu dybere forståelse af hvilken rolle man selv spiller. Man oplever at kun ved at få denne nye indsigt i livet kan man hjælpe andre væsener til også at få den. Netop dette at hjælpe menneskeheden videre på dens udviklingsvej udgør et dybtfølt behov, som er opstået i samme takt med at GD-1 energierne har taget til. Dit fokus er således på menneskehedens udvikling, og jo større din egen indsigt er i menneskehedens rolle i den store sammenhæng, jo bedre er du selv i stand til at hjælpe i denne sammenhæng.

Du vil for første gang opnå direkte kontakt med de kræfter, som eksisterer i det kollektive overbevidste. Det er de kræfter som påvirker hele menneskeheden. Menneskeheden er fokus for din udvikling nu. Kontakten til dit kollektive overbevidste vil du nu begynde at smelte bevidst sammen med selve den inderste vilje bag din eksistens, som findes i denne del af dit væsen. Det starter med at det personlige overbevidste og det kollektive overbevidste begynder at smelte sammen.

 

Den Guddommelige udviklingsperiode 2 – ”hvorfor er verden/kloden til?”.

I denne udviklingsperiode er du så langt fra vores nuværende udviklingsperiode, at vi ikke har mulighed for at sætte os ind i den på anden måde end at forsøge at bruge intellektet. I denne periode er man klar over sin egen rolle for hele menneskehedens udvikling, og at menneskeheden (som man oplever sig dybt forbundet til) udgør et større hele, som har sin egen udviklingsproces. Nu handler det om at kunne erkende hele denne udviklingsproces, og at se den i et endnu større perspektiv, for at kunne forstå den på et dybere plan, samt indse formålet med den.

 

På dette stadie (samt i sidste halvdel af forrige periode) har vi ikke et fysisk legeme, som vi kender det i dag. Vi har udviklet os ud over hvad livet, og mere præcist ud over hvad det fysiske plan kan tilbyde. Det menneskelige legeme og det fysiske plan har udspillet sin rolle, og vi indtager nu et nyt ’legeme’, og tager ophold i en ny og højere dimension end den fysiske. Herfra vil vi få større og større mulighed for at kunne manifestere vores indsigter til hele menneskehedens bedste.

På denne måde vil vi nå til en bevidsthed, der vil favne ikke bare formålet med menneskehedens eksistens, men som også vil indebære en oplevelse af den endnu større ’organisme’, som hele menneskeheden er en del af.

 

Den Guddommelige udviklingsperiode 3 - ”hvorfor er universet til?”.

I denne udviklingsperiode vil vi lære at se ind i kilden/verdenssjælen/kosmos og indse dennes essens. Vi er stadig på en udviklingsvej, men vi er nået til slutningen på en kæmpe udviklingsproces som udgjorde 7 store udviklingsperioder. Du har opnået en indsigt i dig selv, i menneskeheden, i Kosmos, og i ”Gud”, og du er klar til en ny udviklingscyklus.

​

4. Afslutning

I resten af bogen skal vi høre meget mere om udviklingsperioderne, og om hvordan det sikres at vi altid bevæger os frem i dem, og kontinuerligt udvikler os i dem. Nu har du fået en første kort introduktion til at vores udviklingsproces involverer forskellige udviklingsperioder, der repræsenterer forskellige aspekter af livet. I alle perioderne tages der hensyn til hvor du selv er i din udvikling, og du får således lige præcis det du har brug for at komme videre – og det som gør at du faktisk vil videre!

Fremskridt og udvikling kræver 2 ting: forudsætningerne for det, og viljen til det. Vi har set at der er 7 perioder. Der er Rod perioden, som hjælper dig til at etablere dig i det fysiske element. Der er Pre-ego, Ego og Post-ego (Hjerte) perioderne, som udvikler dig til et selvbevidst væsen, der også er bevidst om at det er en del af et større fællesskab, et væsen der mærker den dybe livsmening, som udspringer af at være del af dette fællesskab. Sluttelig er der de 3 Guddommelige perioder, som alle foregår i andre dimensioner end den fysiske (med mindre den fysiske ligefrem vælges til), og som fører dig helt tæt på kilden til din eksistens.

 

To sideløbende evolutions processer

For at sikre bevægelsen gennem alle disse udviklingsperioder, og en vilje til fremdrift i det levende væsen, da består hele vores udviklingscyklus af 7 udviklingsperioder, men desuden også af to store evolutionscykler. Den ene evolution udgøres af den ”bevidste evolution”, og den anden af den ”overbevidste evolution”.  Denne struktur, bestående af 2 evolutionscykler, er det som sikrer den evige fremdrift, og er desuden reflekteret i hvordan vores egen person er opbygget. Vi består jo også af en bevidst del, samt en overbevidst del. Dette er naturligvis ikke tilfældigt, idet den bevidste del af vores person interagerer direkte med den bevidste evolution, og den overbevidste del af vores person interagerer direkte med den overbevidste evolution.

 

At det fungerer på netop denne måde, sikrer at vi udvikler os, og at det faktisk kun er muligt for os at bevæge os ’fremad’.

Denne opdeling af vores udvikling i 2 evolutionsprocesser er det som sikrer, at både viljen og forudsætningerne er til stede i os, uanset hvor vi er i vores udvikling.

fig3.jpg

Feedback

​

Send me a massage

© Jes Dietrich 2025

My books

 

Menneskehedens udviklingscyklus

Egoet

Hjertet og Egoet

The Spiritual Journey of Humankind through 7 Development Periods

​

​

Lectures

​​

See them here

NEWS - See the latest news, lectures, etc

  • This site is now in English, but with DANISH section

  • NEW BOOK in September2025:  "The Spiritual Journey of Humankind through 7 Development Periods".

  • New Danish book published in 2025 is out now "Menneskehedens Udviklingscyklus" . See it HERE.

  • See my article from 'Nyt Aspekt' about Ego and Heart therapy HERE

  • See my new article "LED" HERE, which is part of the foreword to my new book that will be published in 2026. See it in Danish HERE.

bottom of page