
LED
- Latent Eksistentialistisk Depression –
LED: En Spirituel Psykologi om Tilhørsforhold
Bag alle vores komplekser og traumer
ligger en af arkitekterne til vores ubevidste.
Det er vores usynlige følgesvend,
den som altid får os til at længes
efter et hjem vi ikke helt kan definere.
Denne usynlige følgesvend er LED,
og denne bog ønsker at gøre den synlig.
Dette er en kort introduktion til min nye bog “LED”, som udkommer i 2026. Den introducerer et nyt begreb kaldet LED og hævder, at LED ligger bag mange af vores problemer — især dem, som ligger uden for terapeutiske metoder. Den beskriver, hvordan LED er afgørende for at definere, hvem du er, og hvem du vil blive til.
Moderne terapeutiske og psykologiske tilgange overser en dyb eksistentiel sandhed: nemlig at mange mennesker bærer på en dyb længsel efter et sted, som ikke er af denne jord — et sted vi alle intuitivt fornemmer som vores sande hjem.
Du kom nemlig fra et sted hinsides denne fysiske verden. Du eksisterede der før du kom hertil, og afskeden fra dette sted har efterladt et stærkt aftryk i din væren. Dette aftryk viser sig som en vedvarende, udefinerbar hjemve — en ofte smertefuld længsel, som ikke kan lindres via de mange terapeutiske metoder du prøver.
Denne bog er skrevet for at adressere den længsel.
Mange mennesker kæmper med at føle sig hjemme i samfundet. De opfatter sig selv som anderledes, ude af stand til fuldt ud at indgå i sociale normer eller deltage i fællesskabet. De føler sig som outsidere — ikke fordi de afviser verden, men fordi noget i dem hvisker, at denne verden ikke er deres sande hjem.
En del af dem længes efter at passe ind, blive accepteret, blive værdsat. Men en anden del er overbevist om, at de aldrig virkelig vil føle sig hjemme her.
Denne bog taler til den del — en del vi alle bærer på, uanset om vi erkender det eller ej.
Jeg har mødt utallige mennesker, som lever med en stille, konstant ensomhed. Det er som om de er på en rejse langt fra deres sande hjem, vandrende gennem et landskab, der aldrig helt føles bekendt. De føler hjemve, men ved ikke, hvilket hjem de savner. I deres søgen efter lindring skaber de utallige distraktioner og kompensationer — og selvom disse midlertidigt dulmer smerten, vender ensomheden altid tilbage.
Denne bog undersøger roden til den oplevelse. Det er ikke en tilstand som kun rammer få følsomme sjæle. Den er universel. Ikke alle føler den hele tiden, men alle bærer i sig potentialet for denne hjemve — en latent følelse af adskillelse, som kan dukke op når som helst.
Og det betyder, at den også gælder dig.
Jeg skriver denne bog for at dele hvad jeg har opdaget om denne skjulte del af vores væsen. Hvad jeg før troede var en personlig lidelse, forstår jeg nu som en kollektiv oplevelse — et kendetegn ved vores tid, en afspejling af den spirituelle periode menneskeheden gennemgår, en periode jeg har kaldt “Ego udviklingsperioden”.
Jeg kalder denne del af os, denne indre ledsager, “LED”: Latent Eksistentiel Depression, og budskabet til dig er, at LED ikke blot er en reaktion på overgangen fra et spirituelt hjem til dette liv. Det er meget mere — og der er et formål med LED!
En aktiv LED kan opleves som en depression. Men LED er ikke en psykologisk lidelse. Det er ikke et traume, et kompleks eller en fortrængning. Det er noget dybere — en oprindelig ’skabelon’ tilpasset dig, som former din personlighed fra det øjeblik, du træder ind i denne verden. Det er den usynlige arkitektur som vi finder bag din person. Den eksisterede før din fødsel og påvirker dit liv på måder, som traditionel terapi ikke kan nå eller forstå.
LED er som et spirituelt DNA, der har indflydelse på hvordan du oplever livet, hvilke mennesker du tiltrækker, og hvilke indre mønstre der dannes gennem dine relationer. Fordi den går forud for din opvækst, undgår den traditionel terapeutisk indgriben.
Du kan derfor ikke behandle LED som et traume, fordi LED ikke er opstået på grund af noget der er sket med dig i løbet af dit liv. Det er noget, du er ankommet med.
Denne bog er den første, der udforsker LED i dybden, og som adskiller LED fra komplekser og traumer, og hvor sidstnævnte kan heles gennem terapi, kan LED ikke.
Men LED kan forstås og ses og indses, og dette kan transformere dit forhold til dig selv.
LED påvirker os alle og tjener således et kollektivt formål. Den er knyttet til vores udvikling. Ordet “latent” betyder, at den altid er til stede, nogle gange stille, andre gange som et vulkanudbrud. Når du er i harmoni med din sjæls vej, trækker LED sig tilbage. Når du er ude af kurs, intensiveres den.
Mit håb er at hjælpe dig med at opdage LED i dig selv og ikke se den som en forbandelse, men som en vejviser. Den kom ikke for at bringe dig smerte. Den kom for at vække dig. Og når du forstår den, begynder smerten at opløses.
LED er en mægtig kraft. Når den er i dvale, gør vi alt for at holde den sovende. Når den er aktiv, gør vi alt for at overleve. Men ved at navngive den, ved at anerkende den, ved at indse den, begynder dens greb at løsne sig. Du føler dig friere, ikke fordi LED forsvinder, men fordi du lærer at leve med den. Du ser bag om dens smerte. Du forsoner dig med den. Du ser, at LED ikke er din fjende, men faktisk en vigtig del af din udvikling.
Når du derfor begynder at forstå LED, sker der noget smukt. Ensomheden mildnes. Modstanden forsvinder. Og du begynder at føle — måske for første gang — at du faktisk gerne vil være her, at denne verden vitterlig kan blive et andet hjem, dit andet hjem.
LED er et livsvilkår, ligesom din krop. Du blev født med den, og skal lære at leve med den, og endda blomstre på grund af den.
Indsigt i LED kan lede dig tilbage til dit oprindelige hjem,
det hjem du kom fra,
men også hjælpe dig med at etablere dit andet hjem her på jorden.
Når du forbinder dig med din egen LED,
begynder du en rejse mod både det hjem du kom fra,
og det hjem du kom til,
på én og samme tid.
Bogen om LED er din guide til den rejse.


